VORES PASSION ER ØL

Vi brygger det bedste øl indenfor de kendte genrer. Vi presser grænserne for det mulige, uden at tage dine smagsløg som gidsler. Du vil sjældent høre nogen kalde vores øl kedeligt eller ligegyldigt, men hvis du gør, så fortæl os hvem…

Syndikatet blev stiftet i 2011 af bl.a. Jonas Jacobsen, der i 2010 vandt Skandinavisk Mesterskab i Håndbryg.

Syndikatet er et kontraktbryggeri. Med et glimt i øjet kalder vi os gangsterbryggere som selvopfundet synonym til kontrakt-/sigøjner-/nomadebryggere. Det dækker over at vi ikke ejer eget bryghus, men i stedet udnytter kapaciteten på eksisterende veldrevne bryghuse.
Vi brygger altid i Danmark.

Syndikatet drives med base i Auning på Djursland.
Øllet sælges i specialforretninger, på værtshuse og barer samt restauranter over hele Danmark. Vi ønsker at være kendt som en af de mest ordholdende og kvalitetsbevidste leverandører i den danske ølbranche.

Brygmæssigt er vi kendt for at udfordre stilartsdefinitionerne uden at gå på kompromis med den behagelige smagsoplevelse, så både entusiaster og almindelige øl-elskere kan være med. En gennemgående ambition er, at vi ikke “bare” skal ramme en stilart. Den skal helst både fornys og forbedres i forhold til de klassiske eksempler.

Hver øl repræsenteres ved tegnede personer med navne som “Direktøren”, “Sekretæren”, “Spionen”, “Hippien”, “Håndlangeren”, “Elskerinden” med flere.
Gennem en ledsagende, ofte satirisk historie dannes en forbindelse mellem øllets navn, tegning, smag og idégrundlag.
Det er hvad vi forstår ved “øl med personlighed”.

I fremtiden lanceres endnu flere øl.
Vi udvikler og eksperimenterer løbende med brygning af små portioner, som ofte præsenteres som testbryg i begrænset mængde ved ølsmagninger og andre offentlige præsentationer af Syndikatet.
På Ølfestival® i Lokomotivværkstedet i maj 2016 præsenteredes seks helt nye øl samt en ny version af vores IPA, Spionen.
Aktuelt er planlagt yderligere to nyheder i løbet af 2016.