• Elskerinden fra Syndikatet er en helt speciel øl.

    Syndikatets brygmester arbejdede i fire år på udviklingen af en særlig stout, på opfordring fra sin kone. Hun havde en original idé om en helt ny slags, utraditionel dessertøl: Vanilje, fløde og karamel.

    Det blev starten på et hjemligt samarbejde, som efter mange grublerier, eksperimenter, diskussioner, testbryg og prøvesmagninger, endelig i foråret 2015 var nået til at vi kunne forsøge med en større portion.

    Vi bryggede 400 liter som fadøl og lancerede den som nyhed på Ølfestivalen samme år, hvor der blev udskænket cirka 1200 glas. Hun blev modtaget med stor opmærksomhed og popularitet. Og opnåede iøvrigt andenpladsen i det års festivalkonkurrence, hvor temaet var “kvindeøl”. Det hele gik op i en højere, men tragisk, enhed. Sagen var nemlig at idékvinden bag denne øl prøvesmagte den endelige version den 7. maj. Hun var så tæt på at være tilfreds, som hun nogensinde kunne være. Vi konkluderede at den var perfekt, færdigudviklet og meget helstøbt. Og vi besluttede at der aldrig må ændres ved den, fordi hun ikke længere selv kunne deltage i udviklingen. Renate Jacobsen afgik ved døden tre dage senere, efter næsten fem års kamp mod sin kræftsygdom.

    Efterhånden har denne Imperial Vanilla Milk Stout etableret sig som en hjørnesten i sortimentet. En kraftfuld, afbalanceret, elskelig dessertøl. Tænk sprødristet toffee, fløde og verdens sødeste vanilje, samlet i en helt ny slags øloplevelse.

    Denne øl er dedikeret til kvinden, der skabte den. Se video og hør Jonas fortælle om tilblivelsen af denne enestående øl. Se video her

    Ingredienser: Vand, bygmalt (munich, pils, ruby, melano, choko), havre, laktose, humle (magnum, mosaic), vanilje og alegær.

    • Alkohol: 10,0% vol.
    • OG: 1,110
    • FG: 1,036
    • Farve: 90 EBC
    • Bitterhed: 50 IBU

    1/2 liter af Elskerinden svarer til ca. 3,3 genstande.

    Stilart: 8B/9E/13E Humlometer Elskerinden

  • Øl med kaffe og skummet mælk

    Meget kaffe endda.

    Vores vildeste eksperiment i 2017 er at forsøge at brygge en øl, der kan være ølentusiastens valg, når andre får sig en god kop mocca. Ikke sort som de helt store stouts. Ikke skarp som det lille espressoshot. Bare herlig at drikke ved enhver lejlighed, lidt ligesom en cappuccino. Velskænket i et glas ligner den endda en italiensk café longo med crema skum og det hele.

    Aromaen efterlader ingen tvivl, her er der kaffe. Når du sipper til øllen oplever du en kompleks men letløbende brown stout, hvor afdæmpet bitterhed, underliggende sødme og velintegreret kaffesmag går hånd i hånd. Oplevelsen varierer alt efter serveringstemperatur, så du må nok arbejde lidt med at finde din helt egen dybde.

    Hver eneste ingrediens er udvalgt med henblik på optimalt at supplere hovedingrediensen: kvalitetsespresso fra Brasilien, Columbia og Sumatra, ristet i Danmark mindre end en uge før brygdagen og kværnet umiddelbart før brygningen.

    Som den sidste detalje for at nærme sig cappuccinoen er der tilsat et skud mælkesukker.

    Alt i alt er denne øl ikke mindre delikat end god øl og god kaffe hver for sig.

    Ingredienser: Vand, bygmalt (matis otter, havre, cafe), ristet byg, kaffe, laktose, humle (perle, cascade) og overgær.

    • Alkohol: 8,0%
    • OG: 1,086
    • FG: 1,026
    • Farve: 70 EBC
    • Bitterhed: 70 IBU